Sådan vælger du inkassoløsning til din iværksættervirksomhed

Når du er iværksætter, tæller hver en krone. Derfor er det vigtigt, at du har styr på en inkassoløsning, så du kan inddrive penge fra dårlige betalere. Men pas på at din inkassoløsning ikke bare bliver endnu en pengesluger. Læs mere her.

Det er ikke svært at finde inkassofirmaer. Problemet er at vælge det rigtige. Her får du tre gode råd til, hvad du skal være opmærksom på, når du skal vælge inkassofirma.

1. Undgå abonnementsløsninger

Omkostninger er der nok af som iværksætter. Og nogle af de værste er abonnementer, der skal betales hver eneste måned. Undgå at vælge en abonnementsløsning på inkasso.

Det kan lyde som en god løsning i første omgang, fordi du ikke skal betale noget for de sager, du har. Men i realiteten bliver det ofte en dyr løsning. For langt de fleste iværksættere oplever måske en eller to dårlige betalere om året. Og så kan en abonnementsløsning slet ikke betale sig.

Så er det bedre at vælge en løsning, hvor du kun betaler, når du har brug for løsningen.

Vær også opmærksom på, om du skal betale uanset om du får pengene hjem eller ej. Ved at vælge en no cure, no pay-løsning skal du kun have penge op af lommen, hvis du rent faktisk får pengene fra din kunde. Det er en god tryghed for, at du ikke kommer til at betale for noget, du ikke får noget ud af.

2. Husk at de repræsenterer din virksomhed

Husk på, at det inkassofirma du vælger, kommer til at tale direkte med flere af dine kunder. Det er vigtigt, at du vælger et firma, der kommunikerer med respekt og med forståelsen af, hvor vigtige dine kunder er for dig.

Mærk efter hvordan du selv oplever deres service i telefonen. Det er ofte et godt udtryk for, hvordan det enkelte firma agerer over for dine kunder også. Hvis ikke du får en god behandling i telefonen som potentiel kunde, gør dine kunder det garanteret heller ikke.

Spørg også gerne konkret ind til hvilke metoder, de benytter. Og måske endda ordlyden af deres skriftlige kommunikation. For din kunde kan føle det som meget voldsomt, at der kommer et brev fra et inkassofirma, og derfor skal kommunikationen være god, og tonen venlig, men bestemt.

3. Retslig inkasso

Sørg for at vælge et inkassofirma, der også kan hjælpe dig, hvis pengene ikke kan inddrives på almindelig vis. Hvis sagen skal gå videre i retten, er det lettest for dig selv, at det er det samme firma, der kan repræsentere dig i sagen.

Her er det vigtigt, at firmaet har god erfaring med den slags. Selv små fodfejl i inkassoarbejdet kan nemlig medføre, at du taber sagen, eller ikke har krav på at få det fulde beløb dækket.

Taber du sagen betyder det, at du ikke får dine penge hjem. Men det betyder samtidig også, at du skal betale både dine egne og din modparts sagsomkostninger. Og så bliver det hurtigt en dyr omgang.

Så sørg for at spørge ind til, hvor ofte inkassofirmaet har sager for retten og hvad deres rolle er i den situation. Du kan også med fordel spørge ind til, hvor mange af deres sager, de vinder.

Skriv et svar